Abonnementsvilkår
Disse vilkår gælder mellem BORN DIGITAL ApS (CVR 46614011, Kokhaven 65, Bovense, 5800 Nyborg), herefter "Credens", og den virksomhed, der opretter et abonnement, herefter "kunden".
1. Hvad Credens er — og ikke er
Credens er et kreditoplysningsbureau med tilladelse fra Datatilsynet af 10. september 2026 efter databeskyttelseslovens § 26, stk. 1, nr. 2, jf. § 19 (j.nr. 2026-54-0005).
Vi giver oplysninger om danske selskaber: stamoplysninger, ledelse, legale ejere, arbejdssteder og tegningsregel fra Det Centrale Virksomhedsregister, regnskabstal og nøgletal beregnet af selskabets egne årsrapporter hos Erhvervsstyrelsen, faktuelle forhold fra Statstidende, og en kreditbedømmelse beregnet af vores model. Hvad det enkelte abonnement giver adgang til, står på prislisten. Adgangen sker gennem portalen og gennem et JSON-API.
Credens træffer ingen afgørelser. Vi leverer et beslutningsgrundlag. Kreditbedømmelsen er en statistisk rangordning, ikke en forudsigelse om det enkelte selskab og ikke en anbefaling. Beslutningen om at give kredit — og ansvaret for den — er kundens.
Vi modtager ingen indberetninger. Credens bygger udelukkende på offentlige kilder, og der findes ingen vej til at indberette en debitor til os. Skulle vi på et tidspunkt begynde at modtage indberetninger om skyldforhold, sker det først efter Datatilsynets tilladelse og med nye vilkår, kunden skal acceptere.
Vi er dataansvarlige, ikke databehandlere. Vi videregiver oplysninger fra vores eget register; vi behandler ikke oplysninger på kundens vegne. Der indgås derfor ingen databehandleraftale mellem os. Fra det øjeblik kunden har modtaget oplysningerne, er kunden selv dataansvarlig for sin videre brug af dem, herunder for sin egen oplysningspligt over for den, oplysningerne handler om.
2. Hvad kunden ikke må bruge oplysningerne til
Reglerne for brugen, ikke til ansættelse og respekt for reklamebeskyttelsen, står i brugsvilkårene. De gælder alle brugere og accepteres ved oprettelsen, også på den gratis adgang.
3. Kundens øvrige ansvar
- At give hver medarbejder sin egen bruger, holde kodeord og API-nøgler for sig selv og melde mistanke om misbrug uden ophold.
- At henvise til kreditoplysning@2019.dk, hvis et selskab henvender sig til kunden om oplysninger, kunden har fra os. Bevisbyrden for behandlingens berettigelse er vores, ikke kundens.
Hvert opslag står i loggen, og vi kan efterse brugsmønstre i den. Ved brug i strid med brugsvilkårene eller dette punkt kan vi suspendere eller lukke adgangen — som udgangspunkt efter en henvendelse og med et efter forholdene rimeligt varsel, men straks hvis brugen er grov eller gentagen.
4. Pris
Priserne står på den offentlige prisliste på credens.dk/priser, og det er prislisten, der gælder.
Der er ingen betaling pr. opslag på noget niveau. Abonnementet er fast pr. måned og dækker alt, niveauet giver adgang til.
Der er tre niveauer:
- Gratis konto: få opslag om måneden, intet API og ingen overvågning.
- Virksomhedsdata: stamoplysninger, lister over selskaber og API'et, uden nøgletal og kreditbedømmelse.
- Kreditoplysninger: alt, herunder nøgletal, bedømmelsen, overvågningen og API'et.
Hvert niveau har et loft over antal opslag pr. kalendermåned og, på Kreditoplysninger, over antal overvågede selskaber. Lofterne står på prislisten og beskytter databasen mod at blive tømt. Skal kunden bruge flere opslag, aftales det.
Prisændringer varsles med 3 måneder til den e-mail, kunden har oplyst. I varslingsperioden fungerer abonnementet uændret, og accepterer kunden ikke den nye pris, ophører abonnementet ved varslets udløb uden gebyr.
Første måned er gratis på de betalte niveauer. Kunden betaler ikke for den måned, det betalte abonnement starter i, eller for den følgende måned. Første faktura udstedes bagud for måneden derefter.
Vi fakturerer månedsvis bagud med 8 dages betalingsfrist. Betales der ikke til tiden, kontakter vi kunden, og bliver fakturaen ved med at være ubetalt, kan vi lukke adgangen, indtil der er betalt. Vi tager ikke betaling med kort.
5. Hvad tallene er, og hvad de ikke er
Nøgletal og bemærkninger er beregnet maskinelt ud fra de tal, selskabet selv har indberettet til Erhvervsstyrelsen. Det er ikke en gennemgang eller revision af regnskabet, og en bemærkning kan bero på forhold, beregningen ikke kender. Vi oplyser for hvert tal, hvor i årsrapporten det står, så kunden kan efterprøve det, og vi opfordrer til at gøre det.
Bedømmelsen beregnes på det tidspunkt, kunden slår op, af den model der gælder da. En bedømmelse fra i går kan være en anden i dag, fordi grundlaget ruller. Modellens parametre er offentligt beskrevet.
Modellen bygger alene på årsrapporten. Den ved ingenting om selskabets ordrebog, dets ejerkreds eller hvad der er sket siden sidste regnskabsaflæggelse — og et regnskab er typisk et halvt år gammelt, når det offentliggøres. Derfor viser vi de retlige forhold ved siden af, og derfor udelader vi bedømmelsen helt, hvis der står en konkurs, rekonstruktion eller tvangsopløsning åben, hvis selskabet ifølge CVR ikke er i normal drift, hvis regnskabsåret dækker under 12 måneder, eller hvis den seneste årsrapport er ældre end fem år. Kunden bør aldrig lade bedømmelsen være den eneste grund til at afvise nogen.
6. Log over opslag
Et vilkår i vores tilladelse fra Datatilsynet kræver, at vi registrerer spørgerens identitet og de videregivne oplysninger og opbevarer registreringen i mindst 6 måneder. Formålet er forordningens art. 19: at det selskab, oplysningerne handler om, kan få at vide, hvem der har fået dem, og at modtagerne kan underrettes, hvis noget rettes eller slettes.
Sådan registrerer vi det. For hvert opslag noterer vi, at der er videregivet oplysninger om et bestemt selskab til en bestemt kunde: hvilken kunde, hvilket selskab, hvornår, og ad hvilken kanal. Oplysningerne var selskabets rapport, som den stod på det tidspunkt. Mere skal der ikke til for at finde modtagerne, så vi gemmer ikke en kopi af svaret og ikke en liste over dets felter. Efter 6 måneder slettes rækken.
Det er derfor ikke muligt at få en kreditoplysning anonymt. Kundens brugerkonti og API-nøgler er personhenførbare oplysninger, kunden skal behandle derefter.
7. Ansvar
Credens leverer tjenesten "som den er". Vi er ikke ansvarlige for kundens kreditbeslutninger eller for følgerne af dem.
Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste eller følgeskader. Vores samlede erstatningsansvar er begrænset til det beløb, kunden faktisk har betalt for tjenesten i de 12 måneder, der ligger forud for det ansvarspådragende forhold, dog mindst 1.500 kr. Begrænsningen gælder også i den gratis periode (pkt. 4): har kunden endnu ikke betalt noget, er ansvaret begrænset til 1.500 kr.
Begrænsningen gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.
Begrænsningen indskrænker heller ikke rettigheder efter databeskyttelsesforordningens artikel 82 for den, oplysningerne handler om.
Rangorden: ved modstrid mellem disse vilkår og privatlivspolitikken går privatlivspolitikken forud for så vidt angår behandlingen af personoplysninger. Ved modstrid mellem vilkårene og tilladelsens vilkår går tilladelsen forud.
8. Driftsafbrud
Der gives ingen oppetidsgaranti. Planlagt vedligehold varsles så vidt muligt. Ved længere afbrud må kunden være opmærksom på, at kundens egne frister over for tredjemand løber uanset tjenestens tilgængelighed.
9. Opsigelse og sletning
Kunden kan opsige til udgangen af en måned, uden begrundelse og uden gebyr. Vi kan opsige med en måneds varsel. Ved brud på brugsvilkårene kan vi lukke adgangen straks.
Sletning ved ophør. Når opsigelsen er trådt i kraft og den sidste faktura er udstedt og sendt, sletter vi kundens brugere, API-nøgler, overvågningslister og forbrugstælling. Kan den sidste faktura ikke udstedes og sendes, slettes de alligevel, når der er gået 90 dage efter, at opsigelsen trådte i kraft.
Det, vi beholder, og hvor længe:
- Fakturaerne: 5 regnskabsår efter bogføringsloven.
- Opslagsloggen: mindst 6 måneder, fordi tilladelsen kræver det. Den slettes ikke ved ophør, men bliver stående, til fristen er udløbet.
- Kundens navn, CVR-nummer og niveau, fordi fakturaerne og opslagsloggen henviser til dem.
- Accepten af vilkårene: hvilken version kunden accepterede, og hvornår.
- Fakturaadressen, til alle fakturaer er betalt, dog højst 90 dage efter forfald, så vi kan opkræve og rykke.
10. Ændringer i vilkårene
Ændringer varsles med 30 dage til den oplyste e-mail. Kunden skal acceptere den nye version, før der kan slås op igen; en accept af én version gælder ikke den næste. Vil kunden ikke acceptere, kan abonnementet opsiges uden varsel. Der faktureres bagud, så kunden har ikke betalt forud, og der betales ikke for tiden efter ophøret.
Ændringer, der forringer kundens retsstilling efter pkt. 4 (varsel ved prisændring), pkt. 7 (ansvar) eller pkt. 9 (opsigelse), varsles altid med 3 måneder.
Ændringer, vi har meddelt Datatilsynet som en del af tilladelsen, gennemføres først, når tilsynets tilladelse foreligger.
11. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole.
Klager over vores behandling af personoplysninger kan altid rettes til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K, dt@datatilsynet.dk.